Logg inn
a5.jpg

Du er ikke innlogget.

Relatert innhold

Chokoladegurami, måske ikke så vanskelig alligevel?

Chokoladegurami, måske ikke så vanskelig alligevel?

Chokoladeguramien (Sphaerichthys osphromenoides) har været kendt i mange år som akvariefisk, de første eksemplarer i Europa blev importeret til Tyskland i 1905. Nu mere end 100 år senere lyder omtalen af denne fisk nogenlunde ens overalt i verden: Chokoladeguramien er vanskelig overhovedet at holde i live i længere tid, og endnu vanskeligere at opdrætte. Skulle opdræt alligevel lykkes, er kuldene små, og ungerne meget vanskelige at holde i live. Med hensyn til fiskens formering findes der både i akvarielitteraturen og på internettet, beskrivelser der siger at fisken bygger skumrede, er mundruger eller er fritgydende, nogle har endog påstået, at den fødte levende unger. Hos de som beskriver den som mundrugende, fortæller mange at det er hannen, der udruger æggene, andre at det er hunnen, som ruger.

Med andre ord er det en fisk, der har formået at holde sine kort tæt ind til kroppen, og da det samtidig er en både smuk og interessant fisk, er der opstået nogle myter om fisken, da for mange igennem tiderne har forsøgt at beskrive sider af fisken, som de ikke har haft egne erfaringer med, derfor de mange fejlagtige og misvisende oplysninger, ikke mindst vedrørende opdræt.

Voksen chokoladegurami

Siden Karsten Keibel´s (PandaPlus) gennembrud med opdræt af Sphaerichthys selatanensis sidste år, er i hvert tilfælde et par af de yderste lag blevet pillet af mystikken omkring chokoladeguramien. Senere har jeg selv erhvervet mig en flok Sphaerichthys osphromenoides (med Karstens velvillige medvirken), og det er erfaringerne med mit arbejde med denne flok, jeg her vil forsøge at videregive, med et håb om at flere får lyst til at medvirke til at skrælle endnu flere lag af ”mystikken” omkring denne fisk. Som altid med akvariespørgsmål er der flere metoder, der kan føre til samme mål, men som sagt vil jeg begrænse mig til mine egne erfaringer:

Chokoladeguramien (der findes fire forskellige + en pseudo) er en asiatisk labyrintfisk, som findes på Borneo, Sumatra, Indonesien og Malaysia. Den lever sit liv i vand, som er identisk med det vand, mange pragtguramier lever i, nemlig blødt og surt vand, med temperaturer over middel. Biotoper med den vandtype er ikke ligefrem dem, som er rigest på fiskeføde, og derfor minder chokoladeguramien på mange måder om pragtguramien. Kun fysisk aktivitet som er nødvendig for fiskens overlevelse iagttages. Det er således ikke en fisk, som man ser steame op og ned af boulevarden i stadig bevægelse. Selv fødeindtagelse i akvariet foregår afmålt, og i adstadigt tempo.

Min flok på tre hunner og tre hanner går i et 54 liters akvarium, anlagt på en bund af tørveklyne, og fyldt med 100% osmosevand. pH i dette akvarium ligger på omkring 4 - 4,5, og hårdheden behøver jeg ikke tænke på, da der udelukkende anvendes RO vand. Eneste teknik er varme og lys, temperaturen er 27º C. Beplantningen består af Anubias, Javabregner og Cryptocoryner samt Hygrophila difformis. En flok, større end 6 bør have et større akvarium. Chokoladeguramien er ikke kræsen, men jeg har kun fodret mine fisk meget lidt med tørfoder, så jeg ved ikke, hvordan de vil trives på en kost, udelukkende bestående af tørfoder. 95% af det foder mine fisk har indtaget, imens jeg har haft dem, har været levende myggelarver, dafnier, cyclops og nyklækket artemia.

Selvom chokoladeguramierne godt kan gå med andre rolige fisk, som kan trives i det samme vand, foretrækker jeg at holde den alene. Det er vigtigt at holde den i en mindre flok, gerne 6 – 10 fisk sammen. Da de fisk, man kan købe i handelen altid er vildfangede, kan de godt behøve lidt tid til at vænne sig til livet i deres nye omgivelser, og man bør tilgodese dette ved akvariets indretning. Selvfølgelig er det lidt surt, hvis de nu også bruger de skjul man giver dem, men de skal nok komme frem på et tidspunkt. Det vil altid være en fordel, hvis man kan få fiskene ud af akvarieforretningen, så hurtigt som muligt, da kun meget få forretninger har vand, som ikke på sigt vil tage livet af chokoladeguramierne. Passive fisk, med sammenklappede finner og lyse farver skal man undgå, da de sandsynligvis i løbet af kort tid vil bukke under, ofte som en følge af hudlidelser. Allerbedst ville det naturligvis være, hvis man er så heldig at kunne købe nogle opdrættede fisk, som grundlag for sit eget opdræt af chokoladegurami.

Når gruppen er etableret, og har fundet sig tilrette i de nye omgivelser, begynder det interessante. Man vil nu kunne iagttage at flokkens hierarki grundlægges, og der vil hurtigt opstå en klar rangorden, både blandt hannerne og hunnerne. I deres indbyrdes sociale sprog indgår både farver og finner. Nu er det pludselig ikke sygeligt med sammenklappede finner, for de udspiler og de klapper sammen og vigter sig, men man ser dem aldrig være rigtig grove mod hinanden, højest lidt bestemte. Når jeg tidligere skrev, at kun fysisk aktivitet til sikring af deres overlevelse kunne iagttages, er disse rangkampe en del deraf. Den er nemlig en betingelse og forløber for fiskens formering. Op til tidspunktet for legen, tiltager disse ”rangstridigheder”. Jeg har aldrig set mine egne fisk lege, men et par gange har jeg kunnet høre dem jage hinanden om aftenen og tænkt, at nu er det op over, og et par dage senere har en eller to hunner gået med æg i munden. Det kan således slåes fast, at det er hunnen, som udruger æggene, og at fisken virkelig er mundrugende. Jeg har eftersporet de udsagn som siger andet, og det er aldrig førstehåndsberetninger. Da jeg aldrig har iagttaget legen, kan jeg naturligvis heller ikke med 100 % sikkerhed angive rugetiden, men den er tæt ved 14 dage. På det tidspunkt, hvor man opdager en hun med ”skuffe”, må man så afgøre med sig selv, om man tør lade hunnen lukke ungerne ud i akvariet med de voksne fisk (mere herom senere), eller om man vil etablere en ”spytbakke”.

Mundrugende hun

Beplantningstætheden, særlig hvad angår i den øvre del af akvariet, vil være afgørende for ungernes chancer for overlevelse, og under alle omstændigheder vil de fleste akvarister sikkert forsøge at redde så mange unger som muligt. Derfor må man etablere en ”spytbakke”, et lille akvarium, hvortil man overfører hunnen, nogle dage inden ”forventet nedkomst”. Det er vigtigt at vandet er identisk, med det vand, de voksne fisk opholder sig i. Det er fornuftigt, at vente med overflytningen, indtil kort før termin, for skulle hunnen tabe nogle under overflytningen, vil de være færdigudviklede og levedygtige. Selvom jeg ikke har iagttaget hunner efterstræbe helt små unger i ”spytbakken”, vil det være en god idé med noget fintløvet plantevækst som skjul, eksempelvis hornblad. Det giver et godt skjul, og man behøver ikke være alt for nervøs for de små, og kan lade hunnen gå, indtil man er nogenlunde sikker på at hun har sluppet alle unger.

”Nyfødte” unger på Ketapangblad

Få dage gammel unge

Siden jeg fik min lille flok for omkring et halvt år siden har jeg registreret følgende:
5. jan. 2009: rugende hun, unger døde efter to uger p.g.a. forkerte vandværdier i spytbakken
11. jan. 2009: rugende hun, unger døde efter to uger p.g.a. forkerte vandværdier i spytbakken
29. jan. 2009: rugende hun, mistede/spiste æg i forb. med vandskift i opholdsakvarium
4. feb. 2009: rugende hun, mistede/spiste æg i forb. med vandskift i opholdsakvarium

26. feb. 2009: rugende hun, spyttede 30 – 40 unger, hvoraf størstedelen overlevede
18. april 2009: 2 rugende hunner, begge var pludselig tomme, evt. ubefrugtede æg
7. maj 2009: rugende hun, spyttede 30 – 40 unger som stortrives
27. maj 2009 (i skrivende stund): 2 rugende hunner
29. juni 2009: en hun spyttet i gruppeakvariet
15. juli 2009: en hun mundruger

Som det ses, er der noget, der tyder på at chokoladeguramien er en fisk, der ikke er så vanskelig endda, hvis man blot tilgodeser basale krav, som fisken stiller. Her tænkes i første omgang på vandværdierne, lødigt foder samt avlsfisk af god kvalitet. I og med mit samarbejde med Karsten Keibel, som omfatter udveksling af yngel, er der håb om at vi i indeværende år kan komme til at arbejde med opdræt af F1 stammerne af de to nævnte arter. Vi har det fælles mål, at forsøge gennem målbevidst arbejde at se, om vi kan lave nogle stammer, som på sigt udviser større tolerance i forhold til vandværdier… tænk om man en dag kunne holde chokoladeguramier i ”normalt” akvarievand. Under alle omstændigheder får vi nogle nyttige erfaringer, som vi selv kan anvende, for det er længe siden, vi blev enige om at vi kun vidste det, vi selv havde erfaret, når det gælder chokoladeguramier. Disse erfaringer deler vi naturligvis med alle andre, der kan have interesse i at holde chokoladeguramier, og forhåbentlig vil antallet stige med en eller to personer, efter læsning af denne artikel.

Afslutningsvis vil jeg komme tilbage til om man kan opdrætte chokoladeguramier uden at have et eget akvarium til de rugende hunner. Normalt ville jeg ikke turde drømme om at forsøge, men alligevel har jeg lidt erfaring. Den hun jeg omtalte som rugende 17. maj, fik jeg flyttet for tidligt tilbage til hendes gruppe, for et par dage efter hun havde afgivet sine unger, opdagede jeg at der også var nogle få unger i forældrenes akvarium. Først troede jeg, at det var én af de andre hunner, der havde rugt, uden at jeg opdagede det. Da imidlertid de to andre hunner konstateredes med æg i munden kort tid efter, har det altså været unger fra den sidst spyttende/fødende hun, hun har blot holdt dem tilbage. I dag går der 7-8 unger, og forældrene ænser dem tilsyneladende ikke. Jeg vil derfor antage, at man i et akvarium med en god vækst af flydeplanter, vil kunne opdrætte chokoladeguramien ved ekstensivt opdræt, sandsynligvis med et noget reduceret antal unger til følge.

Foranstående oplysning kan jeg så nu udbygge yderligere. Den 29. juni afgav en hun unger. Jeg havde med vilje ladet hende forblive i gruppeakvariet, nu de forrige unger gik og havde det så fint. Det var da lidt hyggeligt med nu tre størrelser af choko´er i samme akvarium. Der var siden de første blev spyttet hos forældrene sket det, at mine fodersøer ikke gav særlig meget mere. Derfor var forældrene ikke konstant mætte af dafnier og cyclops. Det kom til at gå ud over de små nye, som efter få dage var udryddet, det på trods af at så godt som hele overfladen er dækket at en enorm Hugrophila difformis. Det var som om de voksne fisk  simpelthen målrettet var bå kollektivt ”barnerov”. Det kan selvfølgelig også være en naturlig beskyttelse imod en eventuel senere overbefolkning, for selvfølgelig ville det være blevet følgen, hvis disse nye 30-40 unger havde fået permanent opholdstilladelse.
Ung F1 fisk, knapt 5 måneder gammel
Ung F1 fisk, knapt 5 måneder gammel

Sidste foto viser det, det hele handler om: at frembringe gode fisk, til det videre opdrætsarbejde. Forhåbentlig går det således, at der kan opstartes en ny generation om året. Lykkes det, skulle de første F2 fisk være på finnerne i begyndelsen af 2010.
En tak til Karsten Keibel for hans hjælp med anskaffelsen af avlsfisk, samt for at stille de professionelle fotos til rådighed – første og sidste foto.

John O. Jensen